London

Hent materialet her

 

“Innovation step by step” er et undervisningsmateriale til mellemtrinnet, som træner eleverne i at arbejde med kreativitet og innovation i tværfaglige sammenhænge. Materialet tager udgangspunkt i arkitektur og design, og hvert forløb består af en værktøjsboks med en undervisningsvejledning, 1 elevhæfte til fri kopiering, billeder, inspirationskort og lydfiler.

 

Forløbene lægger op til at træne eleverne i at arbejde struktureret med problemløsning og kreative processer, og træner således eleverne i at generere idéer, at arbejde med idévurdering og -udvælgelse, og i at omsætte deres idéer til et færdigt resultat. Materialet er udarbejdet således, at de opgaver, som eleverne bliver præsenteret for i 4. klasse, tager udgangspunkt i det nære, i eleven selv.

 

I 5. klasse handler det om relationen til “de andre”, mens eleverne i 6. klasse relaterer sig til verden omkring dem.

 

De enkelte forløb lægger sig op ad projektarbejdsformen og opøver derved eleverne i flere af de kompetencer, som den obligatoriske opgave på 9. årgang kræver af eleverne.

 

Baggrund for materialet

Kreativitet og innovation betragtes i dag som vigtige kompetencer i det globaliserede samfund og spiller allerede en central rolle på mange ungdomsuddannelser.

 

Gennem innovative projektforløb lærer eleverne at skabe nye idéer, bryde med vaneforestillinger, kombinere forskellige fagområder og samarbejde i netværk. Kreativitet og innovation er en spændende ramme for en projektorienteret tværfaglig undervisning, hvor eleverne anvender folkeskolens fag i konkrete og meningsfyldte sammenhænge. Innovationsundervisningen er kendetegnende ved, at eleverne i vid udstrækning selv er aktive i at opstille mål, søge viden, udvikle nye løsninger og skabe originale produkter eller koncepter.

 

Alle forløb til 4., 5. og 6. klasse tager udgangspunkt i en case - i et brev indeholdende et problem, der søges hjælp eller gode råd til. Det skal eleverne hjælpe med – selvom det er en fiktiv case. Det er vores ønske og formål, at de opgaver, som eleverne udfordres i, bliver gjort så virkelighedsnære som overhovedet muligt – derfor dette udgangspunkt.