Crash Course i Innovation og Entreprenørskab

Hent materialet her

Forløbet er en introduktion til entreprenørskab og træner de unges innovative og kreative kompetencer. Under forløbet lærer eleverne noget om – og træner deres evner inden for – kreativitet, idégenerering og -udvælgelse, markedsundersøgelse, bæredygtighed, målgrupper, netværk, modtagerperspektiv og pitch. Forløbet afsluttes med, at eleverne evaluerer deres egen læring under forløbet.

 

Forløbet er bygget op med en blanding af øvelser, oplæg og panelinterviews, og din rolle som lærer vil primært være at facilitere øvelserne og støtte og/eller udfordre eleverne under forløbet. Til at supplere forløbet har vi lavet et webinar. Du finder alle videoer i links i materialet samt herunder.

 

Forløbet er bygget op af fire temaer:

  • Kreativitet og idé
  • Idéer i virkeligheden
  • Pitch og præsentation
  • De entreprenørielle kompetencer

 

Idé og kreativitet

Den første dag handler om idé og kreativitet. Hvad er kreativitet? Og hvordan er man kreativ? Der findes mange måder at være kreativ på, og eleverne vil gennemgå forskellige øvelser man kan bruge, når man skal tænke ud af boksen.

Derudover vil eleverne øve sig i idégenerering - hvordan får man den gode idé? Her vil programmet blandt andet byde på idétrænings- og refleksionsopgaver, hvor man lærer, hvordan man udvælger den gode idé.

 

Idéer i en ny virkelighed

Dette tema ligger i forlængelse af temaet om kreativitet. Hvad gør man, når man har den gode idé? Hvad er næste step? Dette tema arbejder med målgrupper og markedsundersøgelser, og så har vi et særligt fokus på bæredygtighed.

Temaet vil blandt andet byde på opgaver om videreudvikling af idéer, samt et spændende oplæg om bæredygtighed.

 

Pitch og præsentation

Hvordan går man fra idé til pitch? For mange unge er det uvant at pitche sin idé foran andre. Onsdagens program vil byde på forskellige øvelser med fokus på præsentationsteknikker. Hvad har betydning, når man pitcher sin idé foran andre? Hvad skal man tage højde for? Eleverne vil lære tips og tricks, samt få trænet deres selvsikkerhed i at fremlægge.

Derudover vil de arbejde med netværk og modtagerperspektiv, hvilket er vigtigt at have øje for, når man pitcher sin idé.

 

De entreprenørielle kompetencer

De entreprenørielle kompetencer er en betegnelse for de kompetencer, en entreprenør besidder. Det er nogle af de kompetencer, som eleverne har trænet gennem forløbet. Målet med undervisningsforløbet er nemlig at fremme de unges evner og motivation indenfor den entreprenørielle verden, og inspirere dem til at føre nye idéer ud i virkeligheden. Som afslutning vil eleverne evaluere på deres egen udvikling under læringsforløbet.

 

Du kan vælge at følge hele forløbet som et kronologisk forløb, eller frit følge de dage der passer ind i din undervisningsplan.